Design dine egne chips, open source
Fra mije@ida.dk
Relateret medie
Rigtig mange af os ved, at der har været markant mangel på chips i verden – både til IT-branchen og andre industrier. På overfladen er mange af os klar over, hvorfor der er chipmangel og, at behovet for chips overstiger produktionskapaciteten. Manglen på chips påvirker rigtig mange forskellige industrier, men på dette webinar vil du ikke høre om manglen på computer chips – tværtimod vil du høre om, hvordan du designer dine egne computerchips. Du vil på webinaret blive klogere på computerchips samt, hvordan du kan designe dine egne og få dem fremstillet på lidt ældre chipteknologi som open source. Lyder dette webinar som noget for dig? Er du nysgerrig på at høre mere om, hvordan du kan designe dine egne computerchips? Vil du lære, hvordan du designer dine egne chips under forudsætning af, at designet udgives som Open Source?
Så lyt med på dette webinar, hvor webinarets vært både vil introducere dig til, hvordan du kommer i gang samt hvilke forudsætninger du får brug for til at designe dine egne computerchips.
Hvordan kan man selv designe computer chips?
De sidste to år har Google drevet et mikrochip protype-program, hvor alle kan designe egne chips under forudsætning af, at designet udgives som open source. Programmet har været benyttet af flere tusinde nye og erfarne chipdesignere, der er lavet over 400 unikke chips.
Google har open-sourcet et Process Development Kit (PDK) på 180 nanometer-teknologi fra chipfabrikken Skywater i USA.
Det er uhørt i branchen, hvor adgang til PDK'er plejer at kræve NDA'er og forretningsplaner for fremtidig produktion. Google har betalt syv multiproject shuttle runs (MPW) hvor ca 50 designs produceres samtidig for at holde udgifterne nede. Google har også støttet udviklingen af softwaren, som bruges til at designe.
Resultatet er et gennemtestet chipdesign-flow på open source. Der bliver designet alt fra IoT-sensorer til MCU'er baseret på RISC-V arkitektur, satellit-modtagere, FPGA-kerner. Altsammen offentlig tilgængeligt.
Oplægsholder på webinaret om ’Design dine egne chips – Open source’
På dette webinar vil du møde Jørgen Kragh Jakobsen, som er oplægsholder på webinaret. I dette webinar gennemgår Jørgen Kragh Jakobsen, hvordan man kommer i gang med at lære at designe sine egne computerchips. Han vil i webinaret gøre dig klogere på, hvilke forudsætninger du har brug for og hvilke perspektiver det har, at chip design nu er demokratiseret og tilgængeligt for alle.
På dette webinar havde deltagerne mulighed for undervejs at stille spørgsmål til Jørgen. Brænder du derfor inde med spørgsmål til, hvordan du kan fremstille dine egne chips – Så lyt med på dette webinar, og hør de mange gode spørgsmål blive besvaret af Jørgen.
- Tags
-