Det Lykkedes Alligevel - Et dansk akustikfirmas historie
views
Ulrik Danneskiold-Samsøe, vil fortælle om, hvordan ideen skabtes og udviklede sig til at blive et af verdens førende rådgivende ingeniørfirmaer inden for akustik, støj og vibrationer i mekaniske konstruktioner, herunder især skibe.
Ødegaard & Danneskiold-Samsøe A/S blev startet i 1980 af John Ødegaard og Ulrik Danneskiold-Samsøe, der som maskiningeniører lærte hinanden at kende i perioden 1972-1975, hvor de delte kontor på DTU.
I mere end 25 år betjente firmaet kunder fra hele verden inden for marine-, jernbane- og olie/gas industrien, samt – i mindre grad - byggeri og industri. I 2005 blev virksomheden købt af Lloyds Register. På det tidspunkt havde den en eksportandel af salget på 85% og cirka 65 medarbejdere. Der blev også udviklet en nicheservice først i støjovervågning, og efterfølgende også i støjrensning af seismiske signaler. Denne service blev udviklet i søsterselskabet Ødegaard A/S, der i 2006 blev købt af Schlumberger Inc. Ødegaard havde på købstidspunktet cirka 35 medarbejdere.
Ulrik Danneskiold-Samsøe vil komme ind på de gode forudsætninger i Danmark. Nemlig en stor søfartsindustri, et enestående samarbejde med DTU, en god opbakning fra leverandører som Brüel & Kjær, en støjlovgivning hvor Danmark lå i front, og et tillidsfuldt samarbejde med kundebranchernes andre aktører.
Projektet – som fra starten af kolleger var dømt til fiasko – lykkedes alligevel. Deraf titlen ”Det Lykkedes Alligevel” på bogen om virksomheden, som planlægges at udkomme kort tid inden webinaret i IDA Maritim.