I de sidste år har vi haft øget opmærksomheden på nødvendigheden af, at vi som samfund (nation, kommune, lokalsamfund) nu også havde de nødvendige forsyninger til rådighed.

I det sidste halve århundred har det politiske niveau ellers sluppet taget om den såkaldte kritiske infrastruktur. Og frasalg - eller delvis frasalg - er sket, f.eks. af TeleDanmark, Datacentralen, Lufthavnen, DONG.
I forbindelse med Sovjetunionens kollaps skete også en nyindretning af vort beredskab, således at et fokus på et helhedsorienteret samfundsberedskab blev omformet til sektoropdelte beredskaber hvor brandvæsen, ambulance og politi tog sig af den akutte hændelse. For hvad skulle der dog nu kunne ske i Danmark?

Både pandemien og klimaforandringerne har givetvis bidraget til at øge krisebevidstheden. Det samme gør de tilbagevendende oversvømmelser og skybrud som rejser spørgsmålet om indretningen af vores samfund.
Men også hvad angår styring og ledelse af vores samfund har vi set alvorlige brist, hvad angår måden vi administrerer samfundet på.
Og hvad den mentale infrastruktur angår, så er det indlysende, at mennesket ikke trives optimalt, trods materiel overflod.

Derfor er der behov for, at vi gentænker de mere grundlæggende indretninger af vort samfund. Det er velkendt, at vi i Danmark lever som havde vi 4-5 planeter til rådighed. Ikke mindst børn og unge stiller sig i dag spørgende frem og spørger, hvordan forældre og bedsteforældre har kunnet designe en sådan fremtid for deres børn og børnebørn.

Hvordan kan vi identificere den udfordring, vi står overfor – set som nation, kommune og lokalsamfund? Hvornår var det, at det ”gik galt?” Kan vi identificere nogle elementer i den nytænkning, der skal til - ikke blot i det danske samfund - men på sigt også i verdenssamfundet?