I middelalderen og de efterfølgende århundreder blev danmarkskort udarbejdet ved at kopiere ældre kort – evt. med lidt tilretning og rettelse af de værste fejl på baggrund af spredte observationer. Den væsentligste kilde til nye kort var ganske enkelt ældre kort, hvorfor fejl og forskydninger på kortene kunne overleve i århundreder. Tycho Brahe ser som den første, at en seriøs kortlægning vil kræve trigonome-trisk triangulering og udkaster et projekt for et omfattende Danmarkskort, men når kun sin egen ø, Hven. Oplysningstidens ideer og idealer om systematiske observationer af verden samt de mange innovationer i 1700-tallet fik derfor afgørende betydning for den kartografiske udvikling og danmarkskortenes udseende. Med statslig støtte begyndte man flere projekter, hvoraf foredraget vil fokusere på følgende to:
Søkartografen Jens Sørensens (1646-1723) opmålinger og kortlægninger omkring år 1700. Med relativt simple midler, fx brug af en såkaldt milevogn til opmåling, blev der udarbejdet overraskende præcise kort. Kortene blev dog aldrig trykt, og de endte hengemt i Søkortarkivet efter Sørensens død.
Videnskabernes Selskabs kort 1761-1805, i perioder ledet af Thomas Bugge (1740-1815), hvor der med introduktion af triangulering og målebord blev grundlagt metoder, der blev anvendt i topografisk kortlægning frem til brugen af flyfotos tog over i midten af 1900-tallet.
v/ ph.d., geograf og historiker Peder Dam
