Sundhed helt tæt på – nytænkning af samarbejdet mellem civilsamfund og offentlige aktører
views
Medv.: sundheds- og ældrechef Maila Tandrup, Horsens Kommune) og cheflæge Line Rosell Walker, NSR Sygehuse.
Hvordan skaber vi sundhed dér, hvor mennesker lever deres liv? Og hvordan får vi civilsamfund, fællesskaber og lokale kræfter til at spille en større rolle i fremtidens sundhedsvæsen?
I dette oplæg deler Maila Tandrup erfaringer fra Horsens Kommune, hvor sundhed tænkes langt bredere end behandling og pleje. Med afsæt i fællesskaber, frivillighed og lokale partnerskaber fortæller hun om, hvordan kommunen arbejder for at styrke trivsel, forebygge sygdom og skabe flere gode leveår tæt på borgernes hverdag.
Du hører blandt andet om de såkaldte ”Tusind Blomsters Mark”, hvor hundredvis af frivillige skaber aktiviteter og fællesskaber for tusindvis af borgere, om nye initiativer målrettet ældre med begrænsede sociale netværk, og om visionerne bag et ambitiøst projekt i almene boligområder, hvor sundhed, fællesskab og livskvalitet skal udvikles i tæt samarbejde med borgerne selv.
Sammen med Line Rosell Walker diskuteres også de store forandringer, som sundhedsreformen kalder på. Hvordan flytter vi fokus fra systemer og tilbud til menneskers virkelige liv? Hvordan når vi borgere, som ikke selv opsøger fællesskaber eller sundhedstilbud? Og hvordan skaber vi løsninger, der tager udgangspunkt i lokale behov frem for eksisterende strukturer?
Et inspirerende oplæg om samskabelse, forebyggelse og nye veje til et sundhedsvæsen, der kommer helt tæt på borgerne. Det handler om at bygge bro mellem kommune, civilsamfund og sundhedsvæsen og om at skabe rammer, hvor sundhed opstår gennem fællesskaber, deltagelse og hverdagsliv.