Civile anvendelser af kernekraft – del 1 af 3
views
Er det rigtigt, at kernekraft er for dyrt i forhold til prisen for vind- og solenergi? Er produktionen af kerneenergi farligt? Og hvad med affaldet? Skal vi bare have mere vind- og solenergi? Det er ofte spørgsmål, som borgerne almindeligvis stiller.
De danske folketingspolitikere går i stigende grad ind for afskaffelsen af forbuddet fra 1985 mod at kernekraft/atomkraft indgår i det danske energimix. Samtidig har man på DTU oprettet en nyt Center for Nuclear Energy Technology, der skal uddanne danske ingeniører i udvikling, drift og myndighedsbehandling af kernekraftværker. Med dette som bagtæppe har vi inviteret et par af de førende danske eksperter til at sætte os ind i de grundlæggende egenskaber ved civil kernekraft, professor ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet, Hans Fynbo, sammen med MSc og civilingeniør Paul-Frederik Bach.
Er det rigtigt, at kernekraft er for dyrt i forhold til prisen for vind- og solenergi? Er produktionen af kerneenergi farligt? Og hvad med affaldet? Skal vi bare have mere vind- og solenergi? Det er fire spørgsmål, som borgerne almindeligvis stiller, når talen er, om vi skal have kernekraft i Danmark.
Vi har valgt at lægge de to oplægsholderes svar på disse spørgsmål ud i en række på tre foredrag:
1. Grundlæggende kernefysik
2. Reaktorteknologi, en historisk gennemgang og fremtidsrettede udviklingstendenser
3. Indpasning af kernekraft i det danske el-system
Om Underviserne:
Hans Fynbo er professor ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet. Hans forskningsfelter er kernefysik, astrofysik og ’Energy Engineering’.
Paul-Frederik Bach har i perioden 1964 til 2005 arbejdet med planlægning af elforsyning vest for Storebælt, først for Elsam og derpå i 7 år for den systemansvarlige virksomhed, Eltra.
OBS: Foredragene streames. De 3 foredrag holdes alle som hybridmøder. Det betyder, at deltagelse kan ske enten ved fysisk deltagelse på AAU eller over Internettet via Zoom.
Grundlæggende kernefysik
Hans Uldall Fynbo, professor, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet
Dette foredrag handler bl.a. om isotoper, kerneprocesser, kædeprocesser og radioaktiv stråling. Det handler også om energitæthed og om forskellen mellem kædeprocesser i kernevåben og i reaktorer med henblik på udvinding af varme. Endelig handler det om forskellige typer nukleart brændsel og oparbejdning/recirkulation af brugt brændsel.