Oplæg ved Rúni Blafóss, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø: Hvordan kan vi skabe godt arbejdsmiljø på lageret – når chefen er en algoritme?
Meget lagerarbejde styres i dag af algoritmer, hvor medarbejderne via headset får besked om, hvilke varer de skal plukke og i hvilken rækkefølge. Denne arbejdsform kan resultere i adskillige tons løftet per dag, og der opstår ofte stor variation i løftemængden mellem medarbejderne, så nogle medarbejdere bliver uforholdsmæssigt hårdt belastet med træthed og smerter til følge. I forskningsprojektet Når chefen er en algoritme undersøger NFA, om man kan fordele løftemængden mere jævnt og varieret mellem medarbejderne – uden at gå på kompromis med driften – ved at indarbejde ergonomisk principper i de algoritmer, der styrer arbejdet.
Samtidig undersøger projektet, hvordan medarbejderne kan få større indflydelse og opleve en mere retfærdig og gennemsigtig hverdag – også når det er en algoritme, der bestemmer.
Fra arrangementet: "Algoritmeledelse, myter og fakta". Hvad enten du selv arbejder med algoritmeledelse til hverdag, eller lige har hørt om begrebet, er dette møde noget for dig! Vi hører dygtige forskeres perspektiver og skaber dialog om praktikeres erfaring med arbejdsmiljø og algoritmeledelse.