Live fra DokkX
views
Medv.: Anne Brandt (chefkonsulent, Life Science og Sundhed, IDA), Christoffer Rinder Thøgersen (teknologi- og udviklingskonsulent, DokkX) og Henriette Aamand Grønne (teknologikonsulent, DokkX).
Hvordan ser fremtidens velfærdsteknologi ud i praksis? Og hvordan får vi nye løsninger fra idé til hverdag for borgere og medarbejdere?
I dette indslag besøger vi DokkX i Aarhus, et af Danmarks største udstillings- og oplevelsescentre for velfærdsteknologi. Her giver Christoffer Rinder Thøgersen og Henriette Aamand Grønne en rundvisning blandt teknologier, der allerede i dag hjælper mennesker med alt fra træning, søvn og rehabilitering til demens, sansestimulering, kommunikation og selvhjulpenhed.
Undervejs præsenteres både enkle og avancerede løsninger, herunder AI-baseret velfærdsteknologi, digitale tilsyn, virtuelle træningsmiljøer, hjælpemidler til mennesker med funktionsnedsættelser og teknologier, der understøtter mental trivsel og neurodiversitet. Fælles for dem er ambitionen om at gøre hverdagen lettere, tryggere og mere selvstændig.
Samtidig sættes der fokus på en af de store udfordringer i sundheds- og velfærdssektoren: Hvordan skaber vi bedre rammer for udbredelse og implementering af de løsninger, som allerede findes? DokkX fungerer som et levende showroom, hvor borgere, fagpersoner, kommuner, studerende og virksomheder kan mødes, afprøve teknologier og skabe dialog om fremtidens velfærd.
Et inspirerende indblik i, hvordan teknologi kan omsættes til konkret værdi for mennesker, og hvorfor samarbejde, nysgerrighed og praktisk afprøvning er afgørende, hvis gode løsninger skal spredes og skabe effekt i større skala.