Sov godt om foråret – søvn, energi og sommertid
Relateret medie
Et praktisk og øjenåbnende webinar om søvn og energi – med sommertid som omdrejningspunkt. Du får indsigt i, hvorfor sommertid rammer mange hårdere end forventet, og en klar forståelse af, hvordan søvn faktisk fungerer i kroppen.
For mange viser det sig hvert forår: Søvnen bliver mere urolig. Det tager længere tid at falde i søvn. Man vågner tidligere, end man ønsker. Energien er lavere og mere svingende i løbet af dagen. Koncentrationen halter – også selvom hverdagen ellers ligner sig selv.
Sommertid bliver ofte reduceret til “én times forskydning”, men i praksis rammer overgangen et system, der i forvejen er presset hos mange. Omkring halvdelen af voksne danskere oplever søvnproblemer i perioder, og sommertid bliver for mange det tidspunkt, hvor problemerne bliver tydeligere.
Søvn styres ikke af én enkelt vane, regel eller sengetid. Den opstår, når flere biologiske mekanismer arbejder sammen – herunder døgnrytme, søvnbehov og nervesystemets evne til at falde til ro. Når lys, timing og tempo forskydes på samme tid, bliver søvnen mere skrøbelig.
Du får:
- En forståelse af, hvad den nyeste søvnvidenskab faktisk viser
- Indsigt i, hvorfor mange populære søvnråd kun virker for nogle
- En forklaring på, hvorfor kroppen ofte reagerer kraftigere, end vi forventer
Webinaret handler ikke om søvnoptimering eller quick fixes, men om at forstå mekanismerne bag – og bruge den forståelse til små justeringer, der virker i en helt almindelig hverdag.
Webinaret er opdelt i to dele:
- Del 1: Hvordan søvn faktisk fungerer – ifølge moderne søvnvidenskab
- Del 2: Søvn i praksis – justering frem for optimering
Der vil være en kort pause mellem de to dele samt 10–15 minutters spørgetid til sidst.
Efter webinaret får du adgang til
- En enkel søvntracker til måling af søvn og energi over 7 dage
- En kort håndbog med de vigtigste pointer og praktiske justeringer fra webinaret
Målgruppe
Dette webinar er for IDA-medlemmer, der ønsker en fagligt solid forståelse af, hvordan søvn og energi fungerer og kan reguleres – og hvorfor sommertid ofte gør søvnproblemer mere tydelige og sværere at kompensere for.
Oplægsholder
Kasper Karup er adfærdsdesigner med speciale i søvn, energi og nervesystemet. Han har over 15 års erfaring som UX-designer og arbejder i dag evidensbaseret med søvn i praksis. Kasper har samarbejdet med virksomheder som Novo Nordisk, KK Wind Systems og AGC Biologics og er kendt for at oversætte kompleks søvnvidenskab til løsninger, der kan mærkes i hverdagen.
- Tags
-