Status på e-mobilitet: Markedet i gear
views
Elbilernes udbredelse i Danmark går hurtigere end nogensinde før. I dette oplæg gives et overblik over udviklingen i det danske elbilmarked og de forbrugermæssige drivkræfter, der ligger bag. Med udgangspunkt i konkrete tal og erfaringer fra rådgivning af bilkøbere sættes der fokus på, hvorfor danskerne vælger elbiler – og hvad de forventer af dem.
Oplægget viser, hvordan økonomi, totalomkostninger og politisk regulering i høj grad har accelereret omstillingen. Hvor klima ofte nævnes i debatten, peger adfærdsdata på, at det især er pris, afgifter og forudsigelighed, der afgør forbrugernes valg. Samtidig stiller elbilen nye krav til viden: Elpriser, nettariffer, batteriteknologi og ladeløsninger er blevet en naturlig del af bilkøbsbeslutningen.
Med dette afsæt diskuteres elbilens næste funktionelle skridt. Når bilerne alligevel står parkeret det meste af døgnet, opstår spørgsmålet: Kan batterierne bruges aktivt – uden at gå på kompromis med komfort, garanti og tryghed? Oplægget skitserer, hvordan fleksibel opladning allerede er blevet hverdag for mange, og hvordan tovejsladning kan blive næste naturlige skridt, hvis løsningerne gøres simple og økonomisk attraktive.
Et oplæg med forbrugeren i centrum, der tydeliggør, at teknologisk potentiale kun bliver realiseret, hvis løsningerne matcher almindelige bilisters behov, forventninger og økonomiske realiteter.
I forbindelse med arrangementet: Elbilen som fleksibel energiressource