Atomkraft i kunst og kultur
views
Før atombomberne eksploderede og før den første nedsmeltning på et atomkraftværk fandt sted, fandtes der allerede film og romaner om den slags ulykker. I bagklogskabens lys kom fortællingerne til at fremstå som advarsler om, hvor galt det kan gå, hvis menneskene griber ind i naturens gang, og det er ikke svært at forstå, hvorfor mange begyndte at frygte atomkraft.
I dette foredrag skal vi se på, hvordan atomkraft er blevet fremstillet i kunsten og kulturen fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til i dag. Udover eksploderende atomkraftværker vil det blive en aften i selskab med gigantiske, muterede dyr, pengegriske direktører og flydende grønt affald.
Vi skal bl.a. diskutere, hvordan kunst og kultur påvirker vores forståelse af verden, i hvilken grad de muterede dyr og det grønne atomaffald faktisk har rod i virkeligheden, og hvorfor det nærmest er umuligt at komme af med fejlagtige fremstillinger – fx det grønne atomaffald – når de først har sat sig fast. Og så skal vi se på, om klimakrisen, der har skabt fornyet interesse for atomkraft, også har sat spor i kunsten og kulturens fremstilling af energikilden.
Mødet tilrettelægges også som et hybridmøde. Det betyder, at du har valget mellem at deltage i det fysiske møde på Folkeuniversitetet i Aalborg - se - https://ida.dk/arrangementer-og-kurser/arrangementer/364803 - eller du kan deltage i et webinar.
Om Christine Strandmose Toft
Christine er cand.mag. og ph.d. i litteraturvidenskab.
Hun har arbejdet med, hvordan kunst og kultur former vores opfattelser af verden. I sin ph.d.-afhandling fokuserede hun på krig, og siden er hun begyndt at arbejde med atomkraftens kulturhistorie. Christine arbejder i dag som konsulent i et større dansk konsulenthus, hvor hun er del af et team, der arbejder med energi- og forsyningsprojekter. Ved siden af sit arbejde holder hun oplæg og skriver om atomkraft og populærkultur, bl.a. arbejder hun på en bog om kvindelige atomkraftfortalere.