Træffer du beslutninger uden fuldt overblik? På dette webinar får du metoder til at træffe hurtige, solide valg – også når data mangler og konsekvenserne er store. Klar til at beslutte med ro og retning?
Vi træffer mange valg om dagen, store som små, men alligevel lærer de færreste af os, hvordan vi undgår dårlige beslutninger. Tilmed arbejder vi i virkeligheder og organisationer, hvor mange beslutninger må træffes, før der er fuld klarhed eller information. Ofte under højt tempo og med store konsekvenser.
Webinaret giver et klart beslutningssprog og konkrete greb til at træffe hurtigere og mere robuste beslutninger. Også når data er ufuldstændige, interessenter trækker i forskellige retninger, og konsekvenserne er reelle.
Webinaret tager afsæt i videnskabens indsigter i, hvordan mennesker faktisk vælger, og giver konkrete metoder til at komme effektivt igennem valgene ved at sætte retning og tage handling. Der suppleres med teknikker til at undgå irrationel udskydelse eller analyseparalyse.
Centrale elementer inkluderer:
- Hvorfor forskellige beslutningstyper kræver forskellige greb (små/store, gentagne/enkeltstående, reversible/irreversible)
- Hvordan præcise spørgsmål tidligt i processen reducerer fejl og misforståelser
- Hvordan der arbejdes systematisk under uforudsigelighed med konsekvenser, sandsynligheder, alternativomkostninger, stiafhængighed og iterativ handling (lære undervejs og justere)
- Hvordan typiske fejlkilder identificeres og håndteres såsom bias, tunnelsyn og falsk tryghed
- Hvordan interessentdynamikker og relationshåndtering integreres i beslutningsprocesser
Fokus er på at opbygge konceptuel forståelse, redskabskasse og klarhed.
Udbytte
Efter webinaret kan du:
- Skelne mellem beslutningstyper og vælge passende beslutningsgreb
- Strukturere komplekse beslutninger under uforudsigelighed
- Identificere og håndtere typiske kognitive og relationelle faldgruber
- Træffe rettidige valg uden overanalyse
Målgruppe
Faglige beslutningstagere, projektledere, specialister og rådgivere, særligt inden for teknik, naturvidenskab og IT, rådgivning og vidensintensive organisationer. Webinaret passer særligt til dig, der tager mange små og store beslutninger hver dag på komplekse fagområder med mange afhængigheder.
Oplægsholder
Ann Giessing har en baggrund som ministersekretær i Skatteministeriet, strategi- og politikchef i DR samt kontorchef i Kulturministeriet og Skatteministeriet. I dag arbejder hun som selvstændig beslutningsekspert og har forfattet bogen ‘Valget - Strategier til at navigere i en uforudsigelig virkelighed’, der er under udgivelse. Læs mere på hjemmesiden www.claricue.dk.
Undertekster er AI genereret