I dette webinar inviterer IDA Bioscience Line Hjort, humanbiolog og Ph.D, til at dele indsigter fra hendes forskning i, hvordan epigenetiske mekanismer kan være med til at forklare udviklingen af livsstilssygdomme – særligt type 2-diabetes.
Hun har blandt andet undersøgt, hvordan faktorer som overvægt og kostvaner hos gravide kan påvirke barnets gener gennem hele livet, og hvordan epigenetiske forandringer i fedtvæv spiller en rolle i kroppens stofskifte.
Ny forskning viser desuden, at traumer faktisk også kan spores i vores gener. Krig, vold og overgreb kan sætte sine spor i flere generationer efter oplevelsen.
Line vil også fortælle om, hvordan epigenetik åbner nye muligheder for forebyggelse og behandling – fx hvordan vi måske i fremtiden kan bruge viden om de “epigenetiske aftryk” til at identificere risikogrupper og målrette sundhedsindsatser.
Webinaret er for alle, der er nysgerrige på sundhed, biologi og den nyeste forskning i, hvordan arv og miljø spiller sammen. Line vil give et fagligt indblik og konkrete perspektiver på, hvorfor epigenetik er et nyt og betydningsfuldt forskningsområde.
Om Line Hjort:
MSc. PhD. Ansat som postdoc på Center for Basic Metabolic Research, På Københavns Universitet. Forsker i hvordan helbred under graviditet og i barndommen kan påvirke helbred og risiko for sygdomme senere i livet. Særligt fokus på epigenetik, og hvordan dette kan være en mekanisme der kan forklare hvorfor påvirkning under fosterlivet kan påvirke helbredet senere i barnets liv.