Hvad skal der til for at bevare naturen? Og er vi parat til at levere den ydelse? På webinaret taler vi med Bengt Holst, en af Danmarks mest markante stemmer, når det gælder natur, biodiversitet og vores forhold til dyrene omkring os.
Der tales meget om naturbevarelse, og de fleste er enige om, at ikoniske arter som tigre, elefanter og gorillaer skal bevares. Men er vi også klar til at bevare dem, når de står i vores egen baghave? Ulven er her et godt eksempel. Og hvad med de mere anonyme arter som partulasneglen, eller arter, som vi er bange for som skorpioner og giftslanger? Skal de også bevares? Og hvordan prioriterer vi mellem menneskelige og naturinteresser, hvor de ikke går i samme retning?
I foredraget kommer Bengt Holst ind på, hvad der hører til effektiv naturbevarelse, samt de konflikter, som bevarelse af biodiversiteten medfører.
Hans foredrag handler dog ikke kun om fascinationen af dyrene, men også om de dilemmaer, vi som mennesker står i, når det gælder naturforvaltning og biodiversitet. Med skarpe pointer og en pragmatisk tilgang belyser han interessekonflikterne mellem naturens behov og samfundets krav – og får os til at reflektere over, hvordan vi bedst forvalter vores fælles planet.
Vær med online til et spændende og fagligt foredrag, hvor du selv kan stille spørgsmål til Bengt Holst.
Om Bengt Holst:
Bengt har været tilknyttet Zoologisk Have i København siden 1983, først som videnskabelig assistent, siden som chef for dyreafdelingen og fra 1994 som videnskabelig direktør. Her satte han i årtier sit præg på både institutionen og den brede naturdebat i Danmark. Som formand for Det Dyreetiske Råd er han ofte blevet inddraget i diskussioner om dyrevelfærd og dyreetik. Han er desuden en kendt skikkelse i medierne, hvor han gennem årene har deltaget i utallige naturprogrammer og debatter på DR og andre platforme.
Undertekster er AI-genereret